Niels Thomsen, Teolog, tidligere frimenighedspræst og rektor for Præstehøjskolen, skriver:
Tine Elisabeth Larsen har skrevet en biografi om Anne Marie Petersen, født i 1878 i Rosilde på Østfyn og død i 1951 i Sydindien. Hendes grav er inden for muren omkring Seva Mandir, den skole, hun i 1920’erne fik bygget ved den lille by Porto Novo, der ligger ved kysten ca. 200 km syd for Chennai (tidl. Madras).
Gandhis ven hedder bogen. Med god grund, for fra 1917 til sin død havde Anne Marie Petersen et nært venskab med Gandhi, som også var den, der i 1921 nedlagde grundstenen til Seva Mandir.
Anne Marie Petersen var missionær, først i den Løventhalske mission, siden i DMS og derefter i sin egen, Porto Novo Missionen. Hendes baggrund var grundtvigske kredse, og med det udgangspunkt blev hun tidligt engageret i den nationale bevægelse i Indien, som hun forstod som den folkelighed, der på indisk grund svarede til den folkelighed, der var den grundtvigske bevægelses forudsætning ikke blot for fremvæksten af et myndigt folk, men også for en kristendomsforståelse klædt i danske klæder. Hendes mål var at en indisk folkelighed skulle blive sig selv bevidst, så den kunne give form til en indisk kristendom i indiske klæder. Det var hendes inderlige ønske, at Gandhi engang selv ville forstå, at Kristus var svaret på hans religiøse grundspørgsmål.
Det er et righoldigt værk, Tine E. Larsen har skrevet. Allerede i sin ydre form. 832 sider og mere end havandet kilo. Det skal man ikke lade sig skræmme af. Den er velskrevet og let at læse.
Men vigtigere: Den er righoldig også i indhold. Det er et kolossalt stof hun har inddraget. Utallige Anne Marie Petersen breve, både dem, der blev trykt i Porto Novo Missionens blad og mange andre hidtil utrykte. Ud af dem har Tine Elisabeth med sikker hånd valgt en mængde citater: Så mange, så bogen i lange stræk ikke blot er Tine E. Larsens biografi om Anne Marie Petersen, men bliver til Anne Marie Petersens egen selvbiografi. Og hvilken: Anne Marie Petersen er en brevskriver af Guds nåde. Hun lader ofte forstå, at hun ikke er en lærd teolog. Det er sikkert rigtigt. Til gengæld har hun en djærv folkelig udtryksform, i hvilken man hører den mundtlige form. Dertil en sikker sans for at vurdere, hvad hun kan bruge af det, de lærde teologer lægger på bordet. Hendes egen religiøsitet bliver synlig især i hendes gengivelse af, hvilken betydning den indiske kristne vismand og mystiker Sadhu Sundar Singh fik for hende. Hendes jordbundne fynske grundtvigianisme er ubesværet forbundet med en sans for fromhed og mystik, som ellers umiddelbart kan synes at ligge fjernt fra hendes fynske baggrund.
En anden hovedlinje i bogen er den sideløbende fremstilling af udviklingen i Indien i den samme periode, både med en almen beskrivelse af det ydre forløb, men navnlig igen med brede citater fra de involverede, først og fremmest fra Gandhis breve. Det er en levende måde at forstå Indiens vej frem til selvstændighed, at få den formidlet gennem brillerne af mennesker, der selv har taget del i den udvikling. Gandhis egne breve til Anne Marie Petersen er gribende læsning. Han må have haft en umådelig korrespondance. Alligevel har han, som i så høj grad bar den nationale bevægelse i Indien, haft overskud til så personlige og dybt forstående breve til Anne Marie Petersen – og i øvrigt og så til Anne Marie Petersens medarbejder Esther Færing.
Det er en oplevelse, at følges med Tine E. Larsen i hendes engagerede vandring med Anne Marie Petersen i Indien.
♦♦♦
Ninette Lundquist Christensen skriver:
"Biografien “Gandhis ven” er meget nærværende og berigende læsning. Beskrivelserne af hovedpersonen Anne Marie Petersens mod og passionerede forhold til Indien sætter mange tanker i gang, og giver en unik forståelse af Indiens historie som også præger dem i dag og af den uvurderlige værdig det har, når mennesker tør følge deres drømme og det de tror på."
