Årene hos familien Løventhal gav hende en introduktion til samfundet og kulturen hun var kommet ud til, og der gik ikke længe før hun oplevede den spirende utilfredshed med den britiske kolonimagt og folkets ønske om selvstændighed. I spidsen for bevægelsen stod M. K. Gandhi. Anne Marie Petersen mødte Gandhi første gang ved et folkemøde og senere i 1916, da hun sammen med en missionærkollega rejste rundt i Indien for at danne sig et indtryk af skoler og institutioner. Her nåede de til Gandhis ashram i Sabarmati i Nordindien og mødet mellem de to blev på mange måder et vendepunkt i Anne Marie Petersens arbejdsliv.
Da Eduard Løventhal på grund af sygdom måttet vende tilbage til Danmark, blev Anne Marie Petersen tilbudt at fortsætte sit arbejde på skoler tilknyttet Det Danske Missionsselskab i den store tempelby Thiruvannamalai. Fortsat lønnet af sit grundtvigske bagland, sagde hun ja til stillingen og på selskabets skoler fik hun mulighed for at undervise og danne sig et indtryk af skoleforholdene. I disse år opstår der hos hende tanker om selv at skabe en skole. Inspirationen til dette kom også fra bl.a. besøg hos den sociale reformator Dhondo Keshav Karve, der havde viet sit liv til at arbejde for uddannelse af kvinder, samt besøget i 1916 hos Gandhi.
Anne Marie Petersens ønske blev at etablere en kristen national pigeskole. En skole med fokus på at give piger et hjem og skolegang i respekt for den tamilske kultur. Ud med skoleuniformer, Shakespeare, skolebænke og engelsk som undervisningssprog. I stedet skulle eleverne undervises på modersmålet tamilsk, høre de smukke tamilske sange, læse digte af den tamilske digter Thiruvalluvar og lære havebrug. Derudover kunne de bidrage til frihedskampen ved selv at spinde og fremstille deres tøj og på den måde bruge det våben Gandhi brugte mod kolonimagten, nemlig spindehjulet. Alt sammen krydret med Anne Marie Petersens grundtvigske baggrund med det levende ord, fantasien, folkeoplysning og praktisk dannelse.
I årenes løb mødte Gandhi og Anne Marie Petersen hinanden mange gange både når Gandhi sad i fængsel, i hans ashrams (Sabarmati og Seva Gram), hos fælles venner og til store folkemøder. Mon ikke også Gandhi blev inspireret af Anne Marie Petersen, når hun øste ud af sin viden om den danske andelsbevægelse, højskolebevægelse og friskolerne? For i midten af 1930-erne opnår den indiske befolkning, som en del af ’The Government of India Act’, selvstyre på bl.a. skoleområdet og det system flere af de nye provinser ønsker at indføre er Gandhis skolesystem, hvor der er lagt væk på undervisning på modersmålet, undervisning i håndværk, havebrug, landbrug, spinding m.m. Alt dette var allerede implementeret på Anne Marie Petersens skole år tidligere. Så mon ikke de over en god kop chai har talt om Grundtvigs tanker om frihed, modersmål og håndens og åndens arbejde og på den måde hver især ladet sig inspirere til nye veje.
I 1920 slår Anne Marie Petersen sig ned i den lille havneby Porto Novo og det grundtvigske bagland kvitterer med at kalde hendes arbejde for Porto Novo Missionen, ligesom Trankebarmissionen et par hundrede år tidligere fik sit navn fra det sted, hvor den havde sit virke. I den maleriske natur mellem Den Bengalske Bugt, palmelunde og små søer, køber missionen kort efter 3,6 hektar jord og prisen var kun 1000 Rs. skrev Anne Marie Petersen hjem til støtterne i Danmark og fortsatte:
’Er det ikke Røverkøb? Der er kun faa Træer paa det, saa det tager sig ikke saa meget ud lige i Øjeblikket; men for en Snes Aar siden var det næsten som en Urskov, siger de gamle. Og der kan snart gro en Have op. Der er nemlig Vand nok, ikke mindre end tre større og fire smaa Søer eller Damme. En af Dammene bruger Landsbyens Folk som Badedam, fordi den har særlig godt Vand, mener de…Hvor jeg glæder mig, glæder mig til at begynde at plante Have og bygge! Min første Drøm som ganske ung var at blive Gartner, saa at blive Lærerinde og dernæst Moder. Nu bliver jeg det altsammen paa mine gamle Dage. Tænk, at jeg, der elsker Jorden, Naturen, føler mig som eet med den og dog aldrig har ejet en Plet Jord, at jeg nu skal have Lov at plante og se det gro og spire om mig! Tænk, at jeg, der hænger ved ”Hjemmet”, men aldrig hidtil har haft noget blivende Sted, nu selv skal faa Lov at bygge og være med at skabe et Hjem, ikke for mig selv men for andre, for en Flok af Børn og Unge! Det er næsten større Gave og Opgave, end jeg kan rumme. Med Lov og Tak og Pris til Gud, men ogsaa med megen Angst og Bæven staar jeg overfor Fremtiden. – Naar jeg siger: Min Jord, min Skole o.s.v., ja saa ved jeg jo nok, at det slet ikke er mit eget noget af det. Jorden er Eders, Venner! I har givet Pengene til den og giver dem til Skolebygningen. Og Gerningen er Guds og Indiens’. (1)
Gandhi havde igennem længere tid turneret rundt i Nordindien for at advokere for boykot af de britiske regeringsskoler, boykot af importeret tøj og i stedet opfordret folk til at bruge spinderokken og gå i khaddar, hjemmevævet tøj. I begyndelsen af efteråret 1921 var han nået til Madrasområdet og selvfølgelig greb Anne Marie Petersen muligheden for at få sin gode ven til at sætte grundstenen til den kommende skole. Valget var jo oplagt, deres skole- og frihedstanker lå på linje og skolen var klar til at tage del i arbejdet med at skabe uddannelsesmæssige reformer. Den 17. september 1921 kom Gandhi forbi og satte grundstenen til den nye nationale pigekostskole i Porto Novo, kaldet Seva Mandir, tjenestens tempel. ’Her var ca. 10.000 Mennesker til stede’(2), skrev Anne Marie Petersen. Følgende ord blev sat på stenen: ’Jeg vil lede dig med mit øje. Mine øjne er altid vendt mod Herren. Denne grundsten blev nedlagt af Mahatma Gandhi 17. sept, 1921’ (3).
Det var langt fra alle i det grundtvigske bagland der jublede over valget af Gandhi, som den der satte grundstenen til den nationale kristne pigeskole. Datidens medier var ikke sene til at udnævne ham til oprører, folkeforfører og anarkist. Heldigvis var der andre der forholdt sig kritisk til mediernes dækning af det indiske folks kamp for frihed og bakkede op om valget af Gandhi.
Tre år senere stod skolebygningen klar og et nyt kapitel i den grundtvigske missionshistorie kunne begynde med fokus på skolegang til piger. I starten af 1920erne var det kun en lille procentdel af Indiens piger og kvinder der kunne læse og skrive og der var derfor hårdt brug for en intensivering i arbejdet med at få piger ind i skolesystemet. Den indiske kvindebevægelse begyndte også på denne tid at vejre morgenluft - ikke mindst på grund af frihedsbevægelsen - der kaldte på alle kræfter i kampen mod kolonimagten. En af årsagerne til at piger ikke kom i skole var barneægteskaber, der var udbredt blandt flere befolkningsgrupper. Når pigerne alligevel skulle giftes, og helst i så ung en alder som muligt, var opfattelsen, at de ikke behøvede at lære at læse og skrive. Derfor anså mange af de indiske kvindeorganisationer arbejdet med at forbyde barneægteskaber, som afgørende for at få piger i skole.
Kampen er den dag i dag langt fra overstået. I et studie fra 2019 fremgår det, at omkring 313 millioner indere er analfabeter. 59 % af dem er kvinder.
Fra skolens begyndelse i 1924 kom pigerne fra nærområdet eller længere væk. De kom som følge af familiære eller økonomiske årsager, der gjorde at de ikke kunne være i deres barndomshjem. Ofte led skolen af økonomiske udfordringer, men pigerne blev taget ind. For hvor der er hjerterum er der husrum. Som årene skred frem, kom der flere og flere piger til og skole blev udvidet med et lærerindeseminarium. Flere af Anne Marie Petersens elever blev efter endt skolegang sendt til andre uddannelsesinstitutioner for at uddanne sig videre.
I 1925 sendte Anne Marie Petersen et brev til Porto Novo Missionens medlemmer om det daglige liv på skolen:
'Kl. 5½ eller 6 Morgen, naar det dages, naar Kragerne flyver mod Øst og kalder os med deres ”Kra, Kra”, og Vipstjerten sidder paa vor Hustop og synger sin glade lille Sang, saa begynder vi at staa op. Uden for mit Vindue hører jeg den første lille Morgensanger, den sort-hvide Dæiri (hører til Rødhalsefamilien) juble. Det grønne Fluesnapperpar har taget deres daglige ”Staaplads” paa Gærdestaven og svirrer skinnende ud i den første Morgensol i rappe Rundtag. Saa kommer ”de syv Søstre”, hvoraf vore Søstre kun er tre, forbi paa deres daglige Runde. De er jævne, simple Fugle. Det eneste fine ved dem er Halen, som af deres graa Kjoler agerer Slæb, mens de hopper rundt under høje ”Hvit, Hvit, Hvit” og afsøger Jord, Træer og Buske for Insekter. Vor lystige ”Bulbul” , den indiske Stær (Mynart), er der naturligvis ogsaa. Guldspætten løber op ad Palmyratræet, en ”Blaajak” boltrer sit pragtfulde Blaa i Luften, og fra Haven høres Kukkerens eller Hærfuglens ”Ku, Ku” og Skovduens Kurren. Margareth er ogsaa oppe, for jeg kan høre Gæssene hilse med deres ”Gæk, Gæk”, og saa maa jeg nok ud af – ikke Fjerene, for dem ejer jeg ikke – men op fra min Kokosnødmadras og mit Lagen, skønt jeg føler mig jammerligt træt. Min første Morgenbøn er gerne: ”Ak Gud, giv Kræfter for i Dag. Giv mig at have nok i din Styrke trods min Svaghed.” –
Egentlig var det min Tanke, at vi skulde staa op Kl. 5. I Gandhis Ashram staar de op Kl. 4. Men da jeg tager Hensyn til min egen Svaghed og sover længe, kan jeg heller ikke kalde de andre op. Da Børnene desuden aldrig hviler midt paa Dagen, men er i Aande og Arbejde til Kl. 8 Aften, saa er saadan en Dag paa 14 Timer mer end nok for os alle. Saa ruller Børnene da deres Maatter sammen. Den, og naar det gaar højt et grovt Lagen eller Tæppe i den kolde Tid og for velstillede en Hovedpude, er hele Sengen. Og saa kommer Morgentoilettet, som først og fremmest er Tandbørstning, som ethvert indisk Barn lærer fra de kan spytte og spise selv. Gid alle danske Børn lærte ligesaa god og billig Tandpleje, saa stod det bedre til med Danskens Tænder og Mave. Vi bruger naturligvis ikke Børster! Hvad skal saadan Luksus og ”Griseri” til. Enten bruger vi en frisk Pind, som tygges op, som en Børste, der fornyes hver Dag, eller ogsaa Trækul og Fingrene. Og saa naturligvis Vand, meget Vand. – Naar man er vadsket og redt, gaar vi hver til vor Morgenbøn. Det er selvfølgelig ikke tvunget. Det kunde aldrig falde mig ind saa meget som at paaminde Børn om at bede. Men de gør det alle. Da de to første Hindupiger var her, kunde det hænde, naar jeg om Morgenen kaldte til Kaffe, at den ældste, svarede: ”Jeg har endnu ikke læst min Bibel.” Hvorledes de beder, skal jeg ikke udtale mig om. Det hænder, at de to mindste Skolepiger… sover længe, og saa hører vi dem fare op ad Bagtrappen ”Dum, dum, dum” og hen over det flade Tag – og efter ikke et Minuts Stilhed høres igen deres Bum, bum over Taget. – Jeg har listet mig til at se deres Morgenbøn, disse smaas. Den bestaar i, at de knæler og lægger Ansigtet ned paa Alteret foran Korset. Men de store Piger… er alvorlige og fromme Piger. Det er andagsfuldt at se deres Ansigter, naar de med lukkede Øjne sidder hensunkne i Bøn, og de forbavser og glæder mig ofte med deres Spørgsmaal om de Ting, som hører Guds Rige til. –
Når vi saa har faaet vor Morgenkaffe, saa begynder Skolen. Syndere og forfaldne som vi er, drikker vi Kaffe, som dog for Børnenes Vedkommende bestaar i een Del Kaffe, een Del Vand og Del Mælk med rigeligt Sukker. Dertil faar de Brød med lidt Smør og Dosai (Rispandekager). Jeg faar to Æg , hvoraf Tambi, som kommer stikkende med sin Tallerken, gerne faar det ene. Men naar det nu bliver varmere, skal Kaffen afløses af Kærnemælk for Børnenes Vedkommende… Der er mange Munde at fylde i vort Hjem, hvoraf kun tre betaler. Fler kommer til. Jeg glæder mig over at se dem trives; men snart ved jeg ikke mer, hvordan jeg skal faa min Løn til at slaa til til Mad og Klæder, Maatter og hvad mer af det nødvendigste, vi skal have. Hidtil er det gaaet saadan, at naar vi har opbrugt min Løn, laaner vi Ammayeeammas (en af medarbejderne.) Hun har vist faaet den tilbagebetalt. Men hvis ikke nu gode Venner hjælper os, ved jeg ikke mer, hvad vi skal gøre.
Kl. 8 ringer saa Skoleklokken. Kan vi bare naa at faa Huset fejet og alt i Orden, vil vi gerne begynde tidligere. Hver af Børnene har deres bestemte Arbejde at gøre. En holder vor lille Dagligstue (møblerede Stue) eller Systue og Kontoret i Stand og hjælper mig at sætte Blomster i Vand. En anden fejer Legestuen, en Læseværelset, og en pudser Lamper (Messinglamperne) og holder Alteret pænt. Dette Pligtarbejde er ikke let at faa Børnene til. De vil meget hellere læse eller spinde om Morgenen og lever lige saa godt i et Roderi, om de fik Lov. Saadan er vel Børns Natur over al Verden. Men selv om jeg holder paa al mulig Frihed – og Børnene selv siger, at her er Frihedens Hjem – saa tror jeg paa visse Regler og Pligter som et Hjems Disciplin…
Paa god gammel indisk Skik samler Lærlingene sig saa rundt om Læreren. Vi begynder med at synge nogle Sange, helst tilbedende, beder saa Fadervor, og jeg fortæller dem Bibelhistorie… Efter den første samlede Time spredes vi. Det gaar saa meget frit til. Ja, hvem der vil kan saa inderlig godt tage Fridag, hvad de mindste nu og da gør (ogsaa fra Bibelhistorie) og de større ogsaa i Begyndelsen. Har Børn leget sig mætte, kommer de af sig selv og vil opdage de Ting, Bogen kan hjælpe dem til. Nogle læser for Tiden Rajputanernes Historie paa Tamilsk for mig. Jeg spinder gerne imens, da jeg ellers har ondt ved at faa Tid dertil. Men Rajputanernes Heltebedrifter samler jeg mig heller ikke nok om til at forstaa det svære Sprog, det er skrevet i. Børnene har allerede overfløjet mig. – Saa kommer nogle af de andre og læser enten Tamilsk eller Engelsk. Ammayeeamma søger imens at beskæftige de andre – dels med Læsning, Regning eller Diktat. Vi har delt ”Fagene” og Arbejdet saaledes, at jeg tager Bibelhistorie, Engelsk, tamilsk Læsning, Naturfagene (Botanik og Zoologi), Geografi og Spinden og syning. Hun har Regning, indisk Historie og Litteratur. Hun holder alt Regnskab og Husholdning, og jeg har Hjemmets Holden at tilse… Vi håber nu at faa en Lærerinde til Hjælp, som kan tage Sang og Musik og Tamilsk Poesi. Tamilsk Læsning kan jeg naturligvis heller ikke tage andet end med Begyndere og da mest for at anskueliggøre den bedste Metode at undervise paa…
Efterhaanden som Børnene er trætte af at læse, gaar de hen og tager deres Spinderok. Af den bliver de næsten aldrig trætte. Kan vi naa det, tager vi gerne den sidste Time fra 11 – 12 til Højtlæsning af Ramayanam. To eller tre af de bedste skiftes til at læse højt, mens vi andre karter Bomuld, det er: vi piller den af Frøene og ordner og ruller den samme i ”Puni” - alt uden andre Redskaber end de ti, Gud har givet os ved Haanden eller paa Haanden. Der er da Kappestrid om, hvem der kan lave de fineste Ruller (Punis). Dette er ikke Arbejde, men den skønneste Leg. Disse fine, snehvide Bomulds-Punis fra vor egen Have føles i Haanden som smaa Fugleunger.
Kl. 12 ringer Middagsklokken, og vi vadsker Hænderne og sætter os i en Række for vort Maaltid, som jo altid til Hovedmaaltiderne er Ris og Carry – mest tillavet af Grøntsager, hvoraf vi nu dyrker mange i vor egen Have. Eftermiddagen bruges dels til Syning og Spinden og til Leg og Læsning, alt som Børnene har lyst til… Efter at gamle Perriamma (Anne Marie Petersen, red.) har hvilet til Middag, og vi har badet, faar Børnene en lettere Forfriskning, bestaaende af ristede Ærter, ristet Ris el. lign. Og Frugt, oftest Bananer.. Efter Kl. 4 er Børnene i Haven. De har hver sin lille Have, og de har ogsaa faaet hver sin Rosenbusk! Somme Tider skal der Forstørrelsesglas til at se, hvad der gror i de Haver. Men o, de Rosenbuske! Større Vidundere har Verden aldrig frembragt! De er blevne vandede, besete og befølte! Aftensvalen er ogsaa den dejligste Tid for at lege. Her er vi nu ved at lege Kummi, en indisk Leg, hvor vi synger og danser og klapper i Hænderne…
Naar saa Solen er dalet i Vest, og de første Stjerner blinker paa den endnu røde Aftenhimmel, og det korte Tusmørke afløses af Natten, naar Uglen sidder paa Portpælen og tuder, og andre Nattedyr kommer listende og krybende – som Slangen, saa det ikke er sikkert for Smaabørn at færdes ude, saa tænder vi Olielamperne paa Alteret (Nichen) og samles for vor Aftenbøn. Hvis det er Maaneskin, eller Stjernehimlen er dejlig, og der ikke falder Dug, holder vi vor Bøn paa Hustaget… Kl. 7 – 7½ faar vi vort sidste Maaltid – Børnene Ris, lidt Grøntsager og Pebervand eller, hvis de ønsker det, kun et Stykke Brød og en Banan. Jeg nøjes med en Kop Mælk, ikke for at spare – for det passer ikke, at jeg sulter mig selv, vi har heldigvis hidtil faaet nok at spise og rigeligt, men det bekommer mig bedst ikke at spise om Aftenen.
Kl. 8 er Dagen ovre for Børnenes Vedkommende. Da skal de alle ligge med Næsen i Vejret og tie. Næsens Retning er der dog ingen Lov for. Det kniber lidt at faa snakket af. Men hører jeg Knebren, saa er jeg der med Lovens Tordenstemme. Jeg beder dem meditere fem Minutter. Og inden de fem Minutter er omme, er de alle vandret ind i Søvnens Rige. Der falder en velgørende Stilhed over det store Hus. … Dog Stilheden brydes nu og da af en Hunds Gøen eller af drukne Menneskers Støjen, naar de gaar her forbi paa Vej fra Drikkebulerne i Porto Novo og til deres Landsbyer… Men Støjen ude fra generer mig ikke saa meget. Jeg elsker den stille Halv- eller Heltime, naar jeg har faaet mine Børn til Ro. Saa takker jeg Gud for Dagen og Gerningen og for Ro og Hvile.' (4)
Anne Marie Petersen døde i 1951 og Porto Novo Missionen fortsatte støtten til skolen frem til 2007, hvor missionsselskabet valgte at nedlægge sig selv. I dag er skolen en selvejende institution, støttet med midler i Indien og udenlandske donationer. ’Havde det ikke været for corona, havde vi som det var tilfældet i Anne Marie Petersens tid, holdt en stor fest for at fejre de 100 år’, fortæller skolens nuværende leder Leela. Festen må derfor vente lidt endnu.
I dag den 17. september 2021 er det 100 år siden at grundstenen til skolen blev sat, og havde verden set anderledes ud, ja så havde jeg også været på stedet og deltaget i fejringen af dette fantastiske stykke dansk-indiske historie, der igennem hundrede år gjorde og stadig gør rigtig meget for at hjælpe piger til at få skolegang og uddannelse. Læs mere om Anne Marie Petersens spændende liv i Indien.
Køb Gandhis Ven.
Bestil foredrag om bogen.
Fodnoter:
1. Tine Elisabeth Larsen ( TEL). Gandhis ven. 2014. s. 248
2. TEL. Gandhis ven. 2014. s. 258
3. TEL. Gandhis ven. 2014 s. 259
4. TEL. Gandhis ven. 2014. s. 369-376
